Radon er en radioaktiv luftart, der trænger fra jorden op i bygninger. Den er usynlig og hverken smager eller lufter af noget, så den er ikke let at opdage. Når man indånder luften i en bolig med højt radonindhold, udsættes lungerne dorekte for radioaktiv stråling – og det er det farlige ved radon.  

Det har været kendt i mere end 40 år, at der er et problem med radon i danske boliger.

I 1987 offentliggjorde Statens Institut for Strålehygiejne og Forskningscenter Risø offentliggjorde i 1987 resultaterne af en landsomfattende undersøgelse af naturlig stråling i danske boliger. 498 boliger blev undersøgt – og der blev fundet niveauer på op til 600 Bq/m³, hvilket er seks gange så højt som det, der i dag af Sundhedsstyrelsen bliver anset for den forsvarlige grænseværdi, nemlig 100 Bq/m³.

En større undersøgelse blev gennemført godt ti år efter, nu med 3.000 danske boliger fordelt over hele landet. Baggrunden for den nye undersøgelse var, at der i mellemtiden var kommet stærkere beviser for at udsættelse for radon rent faktisk fører til større risiko for lungekræft.

Undersøgelsens resultater blev offentliggjort i Sundhedsstyrelsens rapport ”Radon i danske boliger”, januar 2001. Den bekræftede, at ”jorden under huset er den vigtigste kilde til radon i danske enfamiliehuse” og at 65.000 huse var udsat for et niveau på ”over 200 Bq/m^3”. Nogle steder i Danmark havde mere end 10 % af husene mere end 200 Bq/m³ radon.

Før den første undersøgelse og rapport herom i 1987 havde ingen rigtigt været opmærksom på faren, men på basis af den nye viden blev der indført et krav i 1998 om, at alle nye ”småhuse”, det vil sige enfamilie- og flerfamiliehuse, rækkehuse osv. skulle udføres med lufttæt afgrænsning mod undergrunden.

350.000 danske huse i risikozonen

I 2009 kom der en fælles anbefaling fra de fem nordiske landes sundhedsministerier om at få nedbragt radonniveauet i indendørsluften ”gerne til under 100 Bq/m3 ”, som det hedder i ”recommondantions for Radon in dwellings in the Nordic Countries”, 15. december 2009. ”Alle husejere bør opfordres til at få målt radonniveauet i deres hjem”, hedder det i den fælles nordiske anbefaling, men nu, ti år efter, er der stadig tusinder af boligejere, der ikke aner at de muligvis udsættes for en alvorlig

sundhedsrisiko. Der er end ikke gennemført regler for at radonniveauet skal undersøges og dokumenteres ved hushandler, så endnu her i 2019 risikerer huskøbere at erhverve en livsfarlig bolig uden at ane det mindste om det.

Fra 2010 kom der krav i bygningsreglementet om, at ”Bygningen skal udføres, så det sikres at radonindholdet ikke overstiger 100 Bq/m³”  (Bygningsreglementet 6.3.3.2, stk. 2). Boliger opført siden 2010 burde derfor altid have en radonbelastning på maksimalt 100 Bq/m³, forudsat at radonbeskyttelsen er udført korrekt og ikke siden ødelagt ved nye rørgennemføringer ved ændringer, til- og ombygninger osv.

Med en grænseværdi på 100 Bq/m³ er situationen ifølge Sundsstyrelsen, at ” 350.000 huse i Danmark har et for højt radonniveau i indeklimaet (Sundhedsstyrelsens ”Fakta om stråling” 2019). Ifølge Danmarks Statistik er der nu 1,6 millioner enfamiliehuse og kædehuse i Danmark (Danmark i tal 2018, Danmarks Statistik, side 7). Det vil sige at mere end hver femte bolig i et enfamiliehus eller række/kædehus har et for højt radon indhold.

Risikoen: Lungekræft og leukæmi hos børn

Sundhedsstyrelsen sammenfatter risikoen således: ”Radon i indåndingsluften øger risikoen for udvikling af lungekræft. Ifølge Verdenssundheds-organisationen (WHO) er radon den næstvigtigste medvirkende årsag til lungekræft (efter aktiv rygning). Det er anslået, at radon i boliger er årsag til omkring 9 % af alle nye lungekræfttilfælde i Danmark, det vil sige omkring 300 tilfælde pr. år”. (Sundhedsstyrelsens ”Fakta om stråling” 2019). Risikoen er størst for rygere – ca 25. gange så stor som for ikke-rygere – men, som Sundhedsstyrelsen selv formulerer det, risikoen ved radonudsættelse er ”også betydelig for ikke-rygere”.

Sundhedsstyrelsen fremhæver en stor europæisk fællesundersøgelse i 2005 samt tilsvarende analyser baseret på syv 7 epidemiologiske undersøgelser i USA og Canada og en fælles analyse af to undersøgelser i Kina. De har alle bekræftet sammenhængen mellem udsættelse for radon og risiko for lungekræft, så fra at der for 40 år siden var tale om en mistanke om en sammenhæng, er situationen i dag, at der ingen tvivl hersker.

Desuden har senere undersøgelser peget på, at radon kan vær emed til at øge børns risiko for at få akut lymfatisk leukæmi hos børn. Således lyder konklusionen af en dansk undersøgelse i 2007, ledet af professor Ole Raaschou Nielsen, at ”denne undersøgelse viser en sammenhæng mellem indendørs radon og risiko for akut lymfatisk leukæmi hos børn (Domestic Radiation and Childhood Cancer in Denmark, Epidemiology vol. 18 2007).

Så der er hos myndighederne ikke tvivl om at radon er farligt, og det er grunden til, at der i dag anvendes en grænseværdi på 100 Bq/m³, mens den tidligere har ligget på 200 100 Bq/m³.

Grænseværdien på 100 Bq/m³ skal altså forstås som den værdi, som det for tiden er besluttet at anse som den rigtige i forhold til at skulle gøre noget ved en bolig. Desværre kan man ikke sige, at blot fordi der er mindre end 100 Bq/m, så er der ingen sundhedsrisiko ved radon. Risikoen er nogenlunde ligefrem proportional med koncentrationen, så der er der også risiko ved 75, 50 og 25 Bq/m³. Allerede i den fællesnordiske anbefaling fra 2009 anbefales “sigte på et gennemsnitligt niveau i nye boliger mindre end 50 Bq/m³” (Recommondantions for Radon in dwellings in the Nordic Countries”, s 2 i den danske oversættelse fra Sundhedsstyrelsen.).

Hvis grænsen f.eks. bliver ændret til 50 Bq/m³, vil ca. 58 % af danske enfamiliehuse eller række/kædehuse have et for højt radon indhold – det svarer til ca. 930.000. Tallet er baseret på Sundhedsstyrelsens rapport ”Radon i danske boliger”, januar 2001 – der er ikke lavet nogen tilbundsgående, dansk undersøgelse af radon siden.

Langtidsmåling med ”sporfilm”er bedst

Radonindholdet kan måles på to måder, dels med et elektronisk instrument, dels med den såkaldte sporfilm-metode, hvor små bokse med sporfilm anbringes i mindst to måneder forskellige steder i hjemmet, og derefter sendes til et laboratorium, der analyserer resultaterne.

Sundhedsstyrelsen skriver i sin vejledning om måling, at ”måling af radon bør ske over mindst 2 måneder i fyringssæsonen” og at ”Den såkaldte sporfilmsmetode er den enkleste og bedste målemetode for sådanne langtidsmålinger”. (Det er den metode RadonTryghed benytter).

Sundhedsstyrelsen anbefaler at målinger ”om muligt” bør ”udføres af akkrediterede laboratorier”, men der er ikke noget krav herom, og flere danske udbydere af sporfilmmålinger anvender laboratorier, der ikke er akkrediterede. (RadonTrygheds labotarorium er akkrediteret efter ISO 17025).

Gode muligheder for at løse radon-problemer

Løsningen af problemer med for meget radon i boligen afhænger helt af hvor høj koncentrationen er, og hvad der er grunden til at radon trænger ind.  De letteste tilfælde kan løses ved øget ventilation og/eller tætning af de utætheder, der gør det muligt for radon at trænge ind. Men nogle huse har en konstruktion, der gør at der skal andet til, f.eks. etablering af et såkaldt radonsug, hvor luft fra under den nederste gulvkonstruktion i bygningen ventileres med naturligt eller mekanisk udsugning.

Så den korte udgave er: radonproblemet kan altid løses, men hvor meget det koster afhænger både af hvor stort problemet er og hvad det skyldes. Her skal en fagmand til, og Sundhedsstyrelsen anbefaler at man bruger firmaer, der har taget den godkendte efteruddannelse fra Byggeforskningsinstitut og Teknologisk Institut i radonarbejde.

En fin oversigt over de forskellige udbedringsmuligheder kan findes i et 24 siders katalog, der kan downloades fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens side radonguiden.dk.